Gå på opdagelse i kunsten

Voergaard Slot bugner af kunstskatte. I Danmarks største private kunstsamling kan I se Napoleons spisestel og kostbare Mingvaser sammen med fantastiske værker af Rubens og Rafael.

Voergaard er ikke et museum, men står som det er indrettet af den sidste ejer, greve Oberbech-Clausen. Han har skabt den store samling af møbler, antikviteter, malerier, porcelæn og sølvtøj fra sine besiddelser i Frankrig. Bl.a. med klenodier fra Louis XIV, Louis XVI og Marie-Antoinettes personlige indbo og værker af nogle af verdens største malere som Rubens, Rafael og El Greco.

På tur gennem slottets mange stuer kan I opleve, hvordan velhavende herregårde har været møbleret gennem tiden.

Ejnar Oberbech-Clausen

Den dansk-franske greve Ejnar Oberbech-Clausen købte Voergaard Slot i 1955, og det er først og fremmest hans fortjeneste, at vi kan glæde os over slottet i dag.

Ejnar Oberbech-Clausen fik i 1907 job på et af grev de Chenu-Lafittes vinslotte i Bordeaux-området. I 1908 giftede han sig med enkegrevinden. I 1941 døde grevinden, og med arven efter sin kone kunne Ejnar Oberbech-Clausen erhverve sig en dansk herregård, Voergaard. Han lod slottet gennemgå en grundig og kostbar restaurering.

Ejnar Oberbech-Clausen oprettede Den Grevelige Oberbech-Clausen-Péanske Familiefond, der skal sikre bevarelsen af Voergaard og den kostbare kunstsamling, som greven arvede efter grevinden og dennes familie, og fungere som familielegat. Ejnar Oberbech-Clausen døde 80 år gammel i 1963.

Guldstuen

Peder Reedtz arvede Voergaard i 1732 og lod slottet restaurere. Guldstuen er hans værk, hvor væggene er beklædt med gyldenlædertapet af vildsvineskind skudt i slottets egne skove og hængt op ca. 1750.

Voergaards renæssancedel, østfløjen

I 1578 bliver Voergaard mageskiftet mellem adelsdamen Karen Krabbe og dens daværende ejer, Frederik II. Karen Krabbe skænkede Voergaard til sin datter, Ingeborg Skeel, der blev den absolut mest kendte og sagnomspundne af Voergaards ejere. Ingeborg står bl.a. bag den sandstensprydede østfløj, der med sin udsmykning og detaljerigdom er blandt Danmarks flotteste og mest overdådige renæssancebygningsværker.
Ingen ved, hvem der er bygmesteren bag Voergaards renæssancefløj, men meget tyder på, at det er den nederlandske billedhugger Philip Brandin.

Voergaards sengotiske del, nordfløjen

Voergaard blev ofte benyttet af biskop Stygge Krumpen og hans elskerinde Elsebeth Gyldenstierne, hvilket vakte stor forargelse. Bispen havde aflagt løfte om at leve i cølibat, men parret levede nærmere et verdsligt liv som mand og kone med fester og jagt. Bispens private gemakker bestod af nogle få rum med gotiske krydsribbehvælv, der stadig kan ses bl.a. i spisesalen.

Sandstensportalen

Portalen prydes af Frederik II.s og dronning Sophies forbogstaver.
Voergaards hovedportal er kulminationen på 1500-tallets stenhuggerkunst i Danmark og blev foræret af kongen til Ingeborg Skeel.

Musiksalonen

I musiksalonen ses en af de to skænke fremstillet af Ludvig XVI’s hofsnedker Riesener med forgyldte bronzebeslag og dekorationer af Gouthière. Over denne finder I et landskabsmaleri fra Pyrenæerne af Gudin (1802-80) og i hjørnet en fransk vandmølle af Corot (1796-1873).